Vælg din opdrætter med omhu!

    "Sakset" fra DKK

    Begrebet kennel er en noget uklar størrelse, og for mange mennesker er ordet kennel ensbetydende med et stort antal hunde i løbegårde. Sådan forholder det sig ikke. En kennel kan være et stort foretagende med tyve eller tredive hunde. Men en kennel kan også bestå af en, to eller tre familiehunde, hvis foretrukne opholdssted er en sofa i stuen. I de fleste kenneler indgår hundene som en del af familien.


    Made in Denmark's Piccolo Formica
    & søde Barbara på strand-tur
    Enhver opdrætter, der er medlem af Dansk Kennel Klub, kan købe et kennelnavn (kennelmærke). Hvalpene fra en kennel bliver navngivet med et sådant kennelmærke, der sammen med hvalpens kaldenavn påføres stambogen og fortæller, hos hvilken opdrætter den er født. Et kennelmærke er altså ikke i sig selv nogen kvalitetsgaranti og fortæller med andre ord intet om et hundeholds rammer.

    Der bliver hvert år registreret op imod 24.000 hvalpe i DKK. Alle disse hvalpe har altså en DKK-stambog. I praksis er det ikke muligt for DKK at kende eller besøge alle de mange opdrættere, hos hvem alle disse hvalpe er blevet født. Så selv om det store flertal af opdrættere er seriøse med deres hundehold og bestræber sig på at levere sunde og velfungerende hvalpe, så er det på den anden side en kendsgerning, at der er forskel på kvaliteten hos opdrætterne, og at man kan risikere at få en hvalp, der hverken er sund eller velfungerende. Det er altså nødvendigt at udstyre sig med sund kritisk sans og som hovedregel altid besøge mere end én opdrætter, så man har et sammenligningsgrundlag. Man skal have sin hund i måske ti, tolv eller fjorten år, så det vil være temmelig letsindigt ikke at tænke sig godt om.

    Det er en tilfredsstillelse at kunne sige: "Vi besøgte tre forskellige opdrættere, men vi vendte tilbage til nummer to, for der syntes vi bedst om forholdene og om hundene".

    Bemærk iøvrigt, at har man besøgt et sted med syge hunde, må man være opmærksom på risikoen for at bringe smitte videre via hænder og fodtøj.

    Hos opdrætteren skal man føle sig velkommen. Man må ikke føle, at der er købetvang, fordi man kommer på besøg for at hilse på hundene og danne sig et indtryk af forholdene. Og man skal se sig for og spørge løs.

    Mange mennesker bryder sig ikke om at spørge for meget, og er måske bange for at stille dumme spørgsmål. Men det er aldrig dumt at spørge, når der er noget, man gerne vil vide. Derimod er det dumt ikke at spørge, for opdrætterens måde at svare på kan være meget oplysende. Man kan godt danne sige et indtryk af, om det er reel information, man bliver præsenteret for - eller om der måske snarere er tale om en regulær salgsoffensiv og forherligelse af egne hunde.

    "Kemien" skal være iorden og der skal være mulighed for at henvende sig senere, hvis man har spørgsmål eller problemer.